Soldatertiden

Johannes O. Andersen, soldaternummer 300386.

Jeg blev indkaldt til militæret ved Prinsens Livregiment i Viborg, hvor jeg fik nummer 300386 Andersen. Jeg ankom med tog, gik op på kasernen, og så var freden forbi. Jeg var klar til at rejse hjem igen, men den gik ikke.

Det første, vi fik udleveret, var ganske vist spisebestik, men så var det ”slut med kærligheden” og ind og af med alt tøjet. Vi blev iført militærdress, og alle lugtede af mølkugler. Nu var alle ens, og her hjalp ingen kære mor. Vi skulle stille på stue 1 i blokken og fik beskeden: ”Din seng er der, og du må selv rede den. Tæppet skal være så stramt, at en 1 krone kan springe en halv meter op.” Samme dag, som vi ankom, blev alt det civile tøj sendt hjem. Jeg var nu soldat i 18 måneder på godt og ondt. Jeg vil godt indrømme, der var ting, man var træt af; men jeg blev faktisk glad for at være soldat, og jeg var til 60 års jubilæum i Viborg i 2016.

Det første, jeg husker, var en befalingsmand, som kaldte 386 (mig) og 317 frem. Jeg tænkte: ”Hvad sker der nu, skal jeg allerede være general?” Han havde nok set, jeg så lidt betænkelig ud og sagde: ”Jeg har ikke hørt noget dårligt om I to, så tag det roligt”.

Der gik nogle dage, så fik 317 og jeg at vide, vi skulle møde i kostforplejningen. Han var bager, og jeg var slagter. Vi fik senere en militær kokkeuddannelse, og jeg blev senere medlem af kostforplejningsudvalget.

De første måneder foregik i Viborg. Der var morgenparade, hvor man skulle være barberet og støvlerne pudset. Hvis ikke alt var i orden, fik man gangvagt eller anden afstraffelse. Vi gik nu i sluttet trop på eksercerpladsen (der hvor Viborg Rådhus ligger i dag). Vi skulle lære at hilse (honnør) med strakte fingere. Gik man i Viborgs gader og mødte en befalingsmand, var det honnør, ellers hed det: ”Skal De ikke hilse?” Senere legede vi krig på Klostermarken, det var der, vi fik røvtur med flyverskjul til højre eller venstre. Det kom lidt an på, hvilken side åen var på, men våde, det blev vi. Så kom tiden, hvor vi skulle have udleveret våben. De fleste af os fik en riffel (garandgevær). Jeg ved ikke, hvor mange gange den blev skilt ad og samlet igen. Da vi havde lært alt om geværet, skulle vi også skyde med det, og der var nogen, der aldrig før havde rørt ved et gevær. Skydebanen var nogle kilometer uden for Viborg, og vi skulle gå til og fra skydebanen.

Så kom tiden, hvor vi skulle være rigtige soldater, nogen skulle have militærkørekort til bil og andre til motorcykel. Jeg fik ikke selv kørekort; jeg skulle være vognkommandør på køkkenvognen. Vinteren 1956 skulle vi på KAFOK-øvelse i Holstebro, det frøs l5-20 grader, og vi skulle sove i telt; men som kok i køkkensektionen skulle vi op kl. 5 og have ild i ovnene. Morgenmaden til kompagniets 150 mand skulle være færdig kl. 7.

De sanitære forhold var ikke for gode. Det var iskold vand til vask af hænder mm., hvis vandet da ikke var frosset til is. Toilettet var en grøft i skoven, hvor en gren var gravet ned i højde, så man kunne sidde; men der var ingen håndvask – uha, og vi havde ansvaret for maden; men den var god, og vi fik ros for den af soldaterne, som sagde, den var bedre end den mad, de fik på kasernen. Vi havde også travlt, når der skulle laves bøf til middag. Hver mand skulle have to bøf (150 x 2 = 300 bøf) og kartofler.

Da vi havde været på Galgebakken en uge, blev vi på skift kørt til Holstebro Kaserne og kom i bad. Det var tiltrængt efter en uge i telt, hvor vi sov i halm og næsten ikke havde været af tøjet. I 1956 oplevede jeg også opstanden og angrebet på Ungarn, hvor vi blev kaldt i beredskab. Alle vores køretøjer blev kørt frem og fyldt op med det grej vi havde, klar til afgang, og vi fik udleveret skarp ammunition. Nu skulle vi i krig, troede vi, men slap heldigvis. Det blev nytår, og vi skrev nu 1957. Vi var efterhånden blevet Viborgensere og basser. Pludselig gik der rygter om, at vi skulle seks måneder til Tyskland til Det Danske Kommando i Itzehoe.

Soldatertiden i Tyskland i seks måneder. Foråret 1957 blev meget spændende. Vi skulle flytte til kasernen i Itzehoe i Nordtyskland, og så hed det farvel Danmark i seks måneder. Det var ikke bare at tage sit pæneste tøj på og så af sted. Først skulle vi en tur til lægeeftersyn, vaccination m.m. Alt vort grej skulle pakkes, køkkenvognen med ovne og gryder, kanonen på GMC skulle også med. De personlige ting blev pakket i en udleveret sæk. Spisebestik, gevær m.m. skulle man selv passe på.

Selve afrejsen foregik med tog fra Viborg Banegård. Det var ikke bare sådan et lille futtog. Vi havde nok 25 til 30 biler og motorcykler med, plus hele 3. regiment: Regimentets stabskompagni + tungt kompagni + l., 2., 3., 4. kompagni og så selvfølgelig mit eget kompagni, bataljonens stabskompagni, i alt ca. 1000 mand. Det var ikke ligefrem nogen luksusrejse ned gennem Danmark og Tyskland; men vi syntes, det var spændende, selv om det var en lang tur i bumletog; jeg tror, den varede et døgn. Jeg mener, der var grænsekontrol, da vi kom til den tyske grænse, men ind kom vi.

Vi kørte til Kasernen og blev indkvarteret, fik bolig på 6. etage i hovedbygningen, der var ingen elevator, så det var bare op ad trapperne. Jeg fik ordre på at møde i kostforplejningen. Det gjorde jeg så og fik et bundt nøgler til hele kælderen, som lignede en større købmandsforretning. Hver morgen fik jeg en seddel fra køkkenet om, hvad de skulle bruge af sukker, mel osv.

Til højtiderne fik alle en bajer til maden. Jeg havde også nøglen til øl kælderen. Det var som at sætte ræven til at passe høns, men jeg klarede det. Når vi var på øvelse, skulle køkkenvognen med, og vi skulle lave mad til 150 mand. Det værste var alle de kartofler, der skulle skrælles; men vi satte en ære i, at de menige fik rigtig god mad. Nogle gange tog vi af sted 8 dage ad gangen og sov i telt. Vi var i Sennelager, som var en engelsk kaserne med bar og supermarked.

Det ville os i kostforplejningen gerne opleve; men med arbejdet i køkkensektionen var der opvask og rengøring af alt grejet, og vi var meget sent færdige, så blev vi enige om at søge nattegn, men den gik ikke, nej nej! men vi køkkenfolk blev enige om, at ”så tager vi selv nattegn”. Vi købte en masse øl, festen gik i gang, og vi kom sent hjem i teltet og ned i halmen; men så kom balladen.

Til afhøringen ved Løjtnant Petersen havde vi bestemt, at vi skulle virke meget berusede. Det var nemt, for det var vi jo; men hvis vi skulle straffes, blev det en straf for hele kompagniet, som var afhængig af mad. Vi slap også nogenlunde fri, men løjtnanten blev lovet en stor flot madpakke dagen efter, og det fik han. På vores telt blev der med store bogstaver skrevet: ”De sorte fårs wigwam”. Vi skulle stadig lave mad, og når vi var færdige med arbejdet, skulle vi blive i teltet; men efter dommen var vi altid sent færdig og stod også for øl- og vandrationen.

I Itzehoe kunne vi købe 20 cigaretter for 4,00 kr. plus meget andet toldfrit. Den løn, vi fik, var penge, som man kaldte briks. De kunne kun bruges på kasernen, og det var fristende at tage en ekstra pakke cigaretter med på bytur. Jeg var hjemme på orlov i pinsen, og en gang var der en konebus på besøg. Tiden gik rigtig godt i Tyskland, og snart skulle vi hjem til Viborg og hjemsendes fra militæret.

Der gik rygter om, at vi kunne blive i ”Milli” som frivillige og komme til Gaza med løn. Det fristede; men nej, jeg skulle hjem og være slagter i Nørskovlund. Jeg har nok senere fortrudt, at jeg ikke kom med ned i ørkenen til kamelerne.

Skrevet af Johannes O. Andersen
Soldaternummer 300386
 

Prinsens Livregiments Soldaterforening - Stiftet den 20. marts 1918