|
Jyske Kampgruppe på spil i Vestsahara… Af Kurt Mosgaard
Vi blev konstant aflyttede og e-mails og faxer blev tappet. Jeg fandt en gammel, udgået kombikode fra den for længst nedlagte Jyske Kampgruppe, ændrede ordene og fordelte den til nøglepersoner i Danmark og New York. Det virkede og koden blev aldrig brudt! Efter sigende blev to efterretningsofficer derfor fyret efter en situation, hvor de ikke havde kunnet spænde ben for et nyt FN-tiltag. Dette var blot én af mange spændende oplevelser i Vestsahara i perioden 2005 – 2007. Det startede med, at jeg en dag i juni 2005 modtog et opkald fra Forsvarsministeriet. Departementschefen var i røret. Han ønskede, at jeg skulle stille op som kandidat til FN Styrkechef til MINURSO, FNs mission i Vestsahara. Efter en ansættelsesproces med interview kunne jeg drage mod New York og nogle dage senere videre mod Laayoune, hovedstaden i Vestsahara. Spændende! Og jeg kunne leve med, at det nye job medførte graden af generalmajor ;-). Med mig fulgte MJ-R Kirsten Bach fra JDR som min militærassistent. Efter det første år blev hun afløst af MJ-R Kenneth Albret fra GHR. De var begge til stor hjælp! Vestsahara indeholder masser af sand fordelt på et område på størrelse med UK. Det er også hjemsted for ca. 500.000 saharawier plus en del marokkanere, som også har bosat sig i området. Spanien havde tilkæmpet sig rollen som kolonimagt under Berlin-konferencen 1885 og med diktator Franco ved roret gav Spanien ikke slip, da de fleste andre kolonier løsrev sig i 60-erne. Først da Franco døde i 1975 skete der for alvor noget, idet Spanien forberedte en folkeafstemning blandt områdets beboere i overensst Kaemmelse med FNs Charter. Marokko protesterede imidlertid, da kongedømmet mente at området tilhørte Marokko. Den Internationale Domstol i Haag afviste Marokko´s krav. Marokko angreb med hærstyrker og fly, og saharawierne tog kampen op, hvorefter krigen bølgede frem og tilbage med svingende intensitet frem til 1991, hvor det fortsat stod 1-1 i kampen. Parterne gik endelig med til en våbenhvile med henblik på gennemførelse af en folkeafstemning om områdets fremtidige tilhørsforhold. MINURSO blev etableret med henblik på at organisere folkeafstemningen og overvåge våbenhvilen.
Ved min
tiltrædelse i 2005 var der grundlæggende ikke sket meget, da Marokko
ikke ønsker en folkeafstemning, hvor en af optionerne er selvstændighed.
Stormagterne ønsker ikke at presse Marokko, da Marokko er en vigtig brik
i det politiske spil – bl.a. som hindring for flygtninge fra det øvrige
Afrika. Til gengæld kører der en propaganda-krig i pressen og alt er
politisk meget følsomt. Området er delt af en ca. 2500 km lang
forsvarsvold, som ca. 200.000 marokkanske soldater forsvarer og 6,5
millioner landminer. Vest for sandvolden er det marokkansk besatte
område, hvor saharawier ofte demonstrerer. Øst for sandvolden
kontrolleres landet af Polisario. Ca. 160.000 saharawier bor i
nærliggende flygtningelejre i Algeriet under yderst spartanske vilkår.
Der var mange ledelsesmæssige udfordringer pga de kulturelle forskelle, men med tungen lige i munden, konkrete opgaver og respekt, så gik det fint, også mellem de forskellige nationaliteter fordelt på 10 teamsites rundt om i ørkenen under primitive vilkår. Vi er ikke så forskellige som mennesker! En giftslange ”horned wiper” bed en lille pige. Hun blev bragt til en af vore lejre, hvor en kinesisk militærobservatør anvendte en art sugekop og ”kinesisk urte-medicin”, som alle kinesere medbringer på missioner. Pigen kom sig hurtigt og kunne få timer senere gå glad ud af lejren. Jeg valgte at sætte jobbet på spil et par gange for at få forbedringer presset igennem det politisk betændte miljø. Et af mine fokusområder blev minerydning, idet mineulykker koster ca. 20 mennesker livet hvert år i området. Minerne bør selvfølgelig fjernes, før flygtningene vender tilbage! Med god assistance fra FNs Mine Action Center i New York fik vi sat gang i minerydningen, som nu er i fuld gang på begge sider af sandvolden.
MINURSO
har både været en fiasko og en succes. Man har ikke formået at få
gennemført folkeafstemningen, men våbenhvilen er fortsat i kraft. Jeg
håber inderligt, at det lykkes at få aftalt en varig fred for Vestsahara
før krigen bryder løs igen. En sådan krig vil ikke kunne vindes af nogen
af parterne, men krigen vil stoppe udviklingen yderligere i Nordafrika
og føre til mange dræbte og endnu flere flygtninge mod Europa. En fair
løsning kræver imidlertid, at stormagterne og lande som Spanien
nedprioriterer deres egne nationale interesser og efterlever det mandat,
som nationerne gav FNs Sikkerhedsråd med FNs oprettelse i 1945.
Saharawierne venter fortsat… |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Prinsens Livregiments Soldaterforening - Stiftet den 20. marts 1918 |