|
Veteranøl overskud doneret til "Tænker på dig"
Der er godt gang i salget af den bryg, hvor overskuddet går til støtte for arbejdet blandt veteraner. Nu er der også givet en donation som påskønnelse for det arbejde Simone Bech Nielsen udfører til gavn og glæde for de udsendte soldater. Som tidligere omtalt har oberst J C Lund foranlediget, at Thisted Bryghus har brygget en veteranøl, hvor overskud fra salget doneres til arbejdet blandt de veteraner, der har været udsendt på fredsbevarende missioner rundt i verdens brændpunkter. I går tirsdag den 17. maj, blev endnu en donation overrakt i mindelokalerne på Viborg Kaserne. Denne gang var det Simone Bech Nielsen, der af landsformanden for Prinsens Livregiments soldaterforening, oberst Kurt Moesgaard, fik overrakt et diplom og en donation på 3.000 kr. som påskønnelse for hendes utrættelige og uselviske arbejde med at samle midler ind for at kunne sende pakker og opmuntringer ud til de udsendte soldater. I forbindelse med modtagelsen sagde Simone Bech Nielsen. ”Jeg har selv en søn, der har været to gange i Afghanistan og en gang i Irak. For tre år siden gik det op for mig, at mange af de udsendte soldater havde meget ringe opbakning hjemmefra. Derfor gik jeg i gang med for mine egne midler at lave T-shirts og mercandise, som jeg gennem sloganet ”Tænker på dig” solgte og brugte overskuddet til små pakker, der blev sendt ud til soldaterne med de militære fly fra Karup”. Simone Bech Nielsen, der bor i Lindum, bruger en stor del af sin tid på dette velgørende arbejde. ”Jeg har fået en kæmpe opbakning fra flere sider. Regimentet i Skive har budt mig indenfor til flere arrangementer. De laver en Danconmarch, hvor jeg kan sælge mine ting og fra en jubilæumsmønt på regimentet fik jeg 10.000 kr., en frimurerloge i Aarhus har doneret 50.000 kr., og i dag modtager jeg så 3.000 kr. fra veteranølsalget. Jeg er både stolt og rørt over alle de mennesker, der bakker op om at støtte de udsendte soldater med små erkendtligheder” fortæller hun i mindelokalerne ved overrækkelsen. Oberst Chr. Arildsen, Skive Kaserne var til stede ved overrækkelsen og sagde. ”Vi bakker dette fantastiske private initiativ op, også fordi vi får mange glade tilbagemeldinger fra de udsendte soldater. Et eksempel var til jul, hvor Simone Bech Nielsen skrev 435 personlige julekort til hver eneste udsendt soldat, som blev sendt med en lille julegave til hver, alt sammen betalt af Simones privat indsamlede midler”. Med til overrækkelsen var også Erik Jensen, der er leder af mindelokalerne på Viborg Kaserne og Peder Korshøj, formand for den lokale afdeling af Prinsens Livregiments soldaterforening.
Jens Ingolf Nørgaard |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Prinsens Livregiments Soldaterforening - Stiftet den 20. marts 1918 |