Det var i marts 1945 på Give Sygehus, at jeg lige havde fået mit daglige varme mudderlignende dyndomslag på mit højre knæ, for på denne måde evt. at helbrede det efter et gymnastik-uheld. En formiddag i marts hinkede jeg ud på verandaen for at få lidt frisk luft og nyde forårets komme.

Kort fortalt, hørtes pludselig kraftig motorlarm fra flere flyvemaskiner. Vi var jo vante til larmen, når hundredvis af bombefly kløvede luften i stor højde med retning mod øst, for umiddelbart derefter at sætte kursen sydpå mod de store industribyer. Men disse jagerfly her kom overraskende pludselig dukkende op i trætops-højde. Det viste sig, at de var på vej til København, datoen var den 21 marts. Der var 18 moskito-planer og 28 mustang-jagere, der fløj i 3 afdelinger. Den lave højde og store fart begrundes med, at tyskerne så ikke havde mulighed for at læse dem på deres radarskærme. Angrebet gjaldt Shellhuset for at befri modstandsbevægelsens ledende medlemmer, som sad tilfangetagne der. Det lykkedes i stor udstrækning, men også med smertelige, menneskelige og materielle tab. Af de 46 Royal Air Force-maskiner var tabet 5 Moskito- og to Mustang-jagere samt 12 flyveofficerer. Ved bombningen af Shellhuset blev ca. 20 mennesker befriet, mens 8 mistede livet. Ca. 100 tyske vagter og danske ”Håndlangere” blev dræbt.

Med katastrofale følger blev Den Franske Skole ved en fejltagelse ramt, samt fem 4.etagers karréer nedbrændt.

Mindre dramatisk var turen nu kommet til mig, hvor man havde besluttet sig til en knæoperation. Bedst som jeg havde fået bedøver masken, kunne jeg endnu en stund lytte mig til diverse forberedelser, bl. a. at Kirurg K. M. Andersen stod og småsnakkede, og mens han vaskede sine hænder oplyste han: Nå, nu er Stettin sgu da faldet. Russerne havde erobret byen under deres vej til Berlin. Men hvilken dato i april 1945? Jeg er interesseret i at vide dette, idet jeg derved kan få min operationsdato oplyst af hensyn til lokalhistorien. Jeg måtte desværre tilbringe befrielsen sengeliggende på Give Sygehus, hvor jeg ofte havde besøg af min mester, der bl. a. fortalte om de mange flygtninge fra Østeuropa, der var smidt af toget i Give og som lå i de tilstødende gader og havde det elendigt. Mesters villa, min læreplads, lå tæt ved DSB-stationen og over for politistationen. Mester var i modstandsbevægelsen, men alligevel forbarmede han og hustruen sig over de menneskeskæbner på deres fortov og forsynede dem derfor med mad, så vidt det var muligt.

5. maj om morgenen skulle min mester og vores skovfoged bevæbnet forsvare politistationen. I en tilbygning boede en tysk officer, der var skydeinstruktør. Om morgenen, hvor tyskeren bemærkede de to ældre herrer, der gik med skydevåben, måtte han undersøge lidt nærmere. At gå professionelle tyske soldater i bedene, skulle man ikke. Han overraskede og afvæbnede straks de to frihedskæmpere højtråbende og med skarpladt og livstruende maskinpistol. Da overraskelsen og nervøsiteten nogenlunde havde lagt sig, prøvede min mester, der var gammel naver fra Nürnberg og Zürich, på tysk at berolige officeren og fortalte ham den rette sammenhæng, at tyskerne overgivet sig, hvilket han slet ikke havde hørt. For ham var det en helt ny situation, og han hidsede sig ned.

Jeg ønsker hermed alle en god tur med ”Erobringen” af Stettin.

Med venlig hilsen

Folke Pedersen

Give.

844-6/4 1950 Itzehoe, Fodfolkets geværlandsskytte 1950-1951.

Prinsens Livregiments Soldaterforening - Stiftet den 20. marts 1918