 |
Af: Erik Jensen.
Militærhistorisk medarbejder.
Indtil de sidste
belægningsbygninger (PAV 105, 106 og 107) på Viborg Kaserne i 1934
var færdigbygget, havde soldaterne været privat indkvarteret i byen.
Den byrde, der blev pålagt
borgerne, føltes ofte uudholdelig, dels på grund af, at det i
1600-1700-tallet ikke altid var venligtsin-dede soldater, der
var besøg af og som tit udsatte borgerne for krav om husly, mad
m.m., men desværre blev mange borgere også udsat for plyndringer af
lejetropper og fjender, der tog ophold i byen. |
Men selvom det var tale om
soldater, der i kortere eller længere tid var garnisoneret i Viborg,
så foregik indkvarteringerne indtil 1848 ved tvang, hvilket vil
sige, at byens indkvarteringskommission pålagde borgerne at modtage
soldater i indkvartering.
Kvartererne skulle opfylde visse krav:
De skulle være tætte, tørre, lyse og rene og med bræddegulv.
• Størrelsen skulle være min.
300 kubikfod pr. mand. (Det svarer omregnet til, at rummets
gulvstørrelse skulle være min. 2,5 x 2,5 m).
• Der skulle være enmandssenge med sengeklæder og lagner eller
hømadrasser med uldne tæpper.
• Lagnerne skulle skiftes hver måned og håndklæderne hver uge.
• Der skulle være et bord, en stol til hver mand, en spytbakke, en
lysestage, en gulv skrubbe, en
spand og en fejekost.
Til underofficererne skulle
der endvidere være en natpotte, et spejl og en kakkelovn.
Til gengæld ydede staten
betaling, som blev fastsat til 1 Rigsdaler og 4 Mark pr. måned pr.
mand.
Beløbet var dog mindre end borgerne krævede, så kommunen måtte
spytte i kassen.
Der var dog borgere, der var
meget opfindsomme. Således fandt en enke, som boede i huset på Sct.
Mogens Gade 58 (se billedet), på at udvide en stue, så der blev
plads til 2 soldater. Hun fik derfor gulvet sænket, så rummet blev
min. 600 kubikfod.
Indtil for få år siden kunne
man fortsat tydeligt se niveauforskellen
i rummene
