|
Landsformanden har ordet Vi har netop gennemført et tronskifte. Det var uventet, og det forløb på en meget fin måde. Jeg er stolt af, at PLS kunne bidrage til faneborgen i København, fornemt. Vi sendte også som en del af Danske Soldaterforeningers Landsråd en stor tak og lykønskninger til majestæterne. Vi ser frem til at følge det nye kongepar. Vi er i gang med årets generalforsamlinger i de fire PLS-afdelinger i Aarhus, Aalborg, Herning og Viborg. Jeg håber på, at mange møder op, kommer med gode indspil til fremtidige aktiviteter og foreningens forhold. I må selvfølgelig meget gerne byde ind med ideer til, hvordan vi forbliver spændende og relevante for både nuværende og nye medlemmer. Peder Korshøj og jeg deltager i flest mulige generalforsamlinger, hvis det kan arrangeres. Vi håber på, at vi ses. Omkring os raser der fortsat krige – Ukraine, Gaza, Libanon, Vestbredden, kysten ud for Yemen, angreb over grænsen fra Iran, kampe i Vestsahara, Sudan, Mali – plus alt det løse. Det understreger mere end nogensinde, at der er brug for stærke fællesskaber, internationale traktater – og håndhævelse af samme – i regi af FN, NATO og EU. Det er dyrt, men vi skal naturligvis bidrage på ligeværdig vis i forhold til vores størrelse. Det bliver derfor interessant at følge de kommende politiske delaftaler om forsvaret og arbejdet på at få genopbygget forsvaret. I juni er der afstemning i FNs Generalforsamling. Skal Danmark have en plads i FNs Sikkerhedsråd i 2025 og 2026? Også det bliver spændende at følge! Sammen med et par gode folk fra FN-Forbundet og Udenrigsministeriet deltager jeg i planlægningen af en konference om emnet i løbet af foråret. Hvad vil vi opnå som land, hvordan forbereder vi os på den vigtige opgave at bidrage til fred og sikkerhed over hele vores fælles klode? Måske PLS-besøg på Flyvestation Karup, Dragonkasernen og Skive Kaserne kunne være spændende for mange medlemmer – lad os vende muligheden på vore generalforsamlinger. Vi vil helt sikkert blive godt modtaget og blive klogere på, hvad der reelt er status og hvad udfordringerne faktisk består i.
Igen en stor tak til alle
vore frivillige kræfter i udvalg og bestyrelser. Jeres indsats er
højt værdsat. |
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Prinsens Livregiments Soldaterforening - Stiftet den 20. marts 1918 |